Mærker du ensomhed som pårørende?
At blive og leve som pårørende er for mange – til tider- en ensom rejse. Som pårørende er du særligt i risikogruppe for at føle sig ensom. Hvorfor det er sådan og hvad du kan gøre ved det, kaster vi lys over.
Hvorfor føler vi os ensomme?
Når følelsen af ensomhed opstår er det er det utroligt smertefuldt at være i. Ensomhed er dog en naturlig følelse og en del af vores følelsesregister, som vi alle har. I Pårørendepsykologernes klinik oplever vi, at mange pårørende føler sig ensomme, og derfor er ensomhed et emne vi ofte byder ind med i vores samtaler.
Hvis vi ser på ensomhedsfølelsens biologiske funktion, så er det et signal vi mærker for at sikre vores overlevelse, dels ved at sørge for at vi holder kontakt til flokken, dels fordi vi følelsesmæssigt bliver reguleret i kontakten med andre. Vi har som mennesker brug for at føle os forbundet og forstået, for at være i trivsel og have en fornemmelse af at det hele nok skal gå. Vi har kort sagt brug for andre mennesker, for at kunne bearbejde store følelser og oplevelser som tab, sorg og vrede. Når vi ikke kan det, af den ene eller den anden grund, så opstår ensomhed: Det handler om, at føle sig ufrivilligt alene.
Ensomhed er følelsen, der opstår, når et menneske ikke får opfyldt sit sociale behov.
For man kan sagtens være alene uden nogensinde at føle sig ensom, og man kan være omgivet af mange mennesker og stadig føle sig ensom. Man kan sige at ensomhed er følelsen, der opstår,når et menneske ikke får opfyldt sit sociale behov.
Ensomhed og helbred
Men selv om at ensomhedsfølelse er en naturlig del af vores følelsesregister, så er følgevirkningerne af længere tids ensomhed et samfundsmæssigt problem. De seneste målinger viser 598.000 danskere følte sig ensomme[1]. Og med længere tids ensomhed følger en række helbredsmæssige risici: Ensomhed øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme, Alzheimers, depression, forhøjet blodtryk, søvnforstyrrelser og andre livstruende sygdomme[2].
Så selv om periodisk oplevelse af ensomhed altså er et livsvilkår for os alle sammen, så er det ikke sundt for os at være i ensomheden længe. Budskabet ensomheden har til os, som skal vi tage alvorligt er: Du har brug for at føle dig mere forbundet til andre mennesker.
Ensomhed får os til at skamme os
Desværre er det sådan, at for mange er ensomhed forbundet med skam. Ingen har ikke lyst til at andre skal vide, at man er ensom. For ensomhed taler ind i følelsen af ikke at høre til – eller ikke at være andres opmærksomhed værd. Mange oplever også at have berøringsangst overfor emnet sammen med mennesker, der måske er ensomme. Ensomhed bliver dermed et tabu, og det at komme ud af ensomhed så vældigt komplekst
Budskabet ensomheden har til os, som skal vi tage alvorligt er: Du har brug for at føle dig mere forbundet til andre mennesker
Vi oplever hos Pårørendepsykologerne, at der både er en indre og en ydre konflikt: Ens egen opfattelse af skam over ikke at være en del, samt bekymring for at andre vil betegne en, som én der ikke hører til.
Derfor bliver det svært for os at række ud fra ensomheden. Særligt som pårørende, kan man stå i en situation, hvor man har brug for at række ud. Brug for at blive lyttet til, forstået og blive lettet. Blive aflastet. Men ensomheden og skammen over ensomheden holder mange pårørende fra at række ud, selv når de har allermest brug for det.
Ensomhed hos pårørende
Vi møder dagligt pårørende, der beretter om ydre omstændigheder, der har øget følelsen af ensomhed. Der kan være tale om pludselige livsændringer. At livet fra den ene dag til den anden er forandret, som vi ser ved traumatiske hjerneskader, stroke, kræft og andre pludseligt opståede sygdomme. Pårørende vågner op til en ny verden, hvor de ikke kender vejen eller spillets regler.
Og lige som en pårørende oplever at det er svært at find vej i de nye livsomstændigheder, kan netværk og familie også have svært ved at finde vej. Nogle oplever, at støtten trækker sig eller at de bliver mødt med manglende viden og forståelse fra omverdenen for den pårørendes reaktion. Her kan det blive et ensomt sted at stå, som pårørende. Enten efterladt alene i fx et parforhold med helt ændret dynamik eller et forældre-barn-forhold, hvor rollerne bliver byttet om. Pårørende bliver ramt af følelsen af ensomhed, fordi ingen melder sig på banen, eller fordi pårørende hurtigt kommer til at føle sig forkerte i de andres øjne, når ”forbudte” tanker eller følelser melder sig. Hvis omverdenen eksempelvis ikke forstår, at en pårørende ind i mellem kommer til at tænke: ”Det ville være nemmere, hvis han/hun var død”! Så trækker den pårørende sig ofte ubevidst, og ender med at holde det for sig selv. Også selvom at netværket forsøger at støtte, så forstår de måske alligevel ikke helt det, der gør rigtig ondt. Og det kan føre til at skammen og ensomheden får fat i den pårørende.
Sygdommen og forandringerne over tid bliver en langsom vej til ensomhed i takt med, at den syge mister flere og flere funktioner
At den pårørende trækker sig eller bliver decideret isoleret, ser vi ofte hos pårørende til demens fx Alzheimers, Parkinson’s sygdom, ALS og andre progredierende sygdomme. Sygdommen og forandringerne over tid bliver en langsom vej til ensomhed i takt med, at den syge mister flere og flere funktioner. Pårørende bliver ofte isoleret med den syge, og har få muligheder for at vedligeholde sine kontakter på samme måde som før. Derudover bliver byrden af praktiske opgaver stigende i takt med sygdommens udvikling, så pårørende ofte rammes af manglende energi og udmatning, og det at skulle række ud kan blive uoverskueligt.
Stigma ved psykisk sygdom skaber grobund for ensomhed
Mange pårørende til psykisk lidelse bliver ramt i ensomheden, når omverdenen er berøringsangst over for den sygdom, som ens kære er ramt af. Psykiske lidelser er desværre stadig forbundet med tabu og stigma, som også de pårørende mærker. En stilhed rundt bordet, når man fortæller, at ens barn er blevet diagnosticeret med skizofreni. Måden venner undgår at spørge ind til hvordan det går, når ens partner er indlagt med bipolar lidelse. Og man VED, at de samme hjertevarme venner ville have berørt emnet, hvis der havde været tale om en blindtarmsbetændelse eller et brækket ben. Ensomheden bliver tydelig, når pårørende er omgivet af mennesker, men dét, der egentlig er brug for at tale om, ikke er emner andre ønsker at berøre. Pårørende kan være bange for, om andres syn på dem vil ændres, når fortællingen handler om psykisk lidelse i familien.
Ensomhed hos pårørende kommer desværre i mange former, og de ovennævnte er blot for at nævne nogle eksempler.
Husk nu at passe på dig selv
”Husk nu at passe på dig selv” – får pårørende ofte at vide. Og når man har hørt det sagt mange gange nok, tænker mange pårørende, at det er billigt sluppet at sige sådan. For det er let at sige, og så evigt svært at praktisere, når man ikke ved hvordan?
Pårørende er sekundært ramt! For når sygdom rammer, så rammes ikke kun det enkelte menneske, men også alle der står rundt om
En udfordring er at mange pårørende responderer på opfordringer til at tage skridt ud af ensomhed med tanken: ”Det er jo ikke mig, der er syg”, og derfor den naturlige følge heraf, at det heller ikke er mig, der skal være fokus på, eller mig, der skal have hjælp. Men prøv at mind dig selv om, at pårørende er også ramt.
Hos Pårørendepsykologerne kalder vi det, at pårørende er sekundært ramt! For når sygdom rammer, så rammes ikke kun det enkelte menneske, men også alle der står rundt om.
Sådan arbejder du med ensomheden som pårørende
Vi har listet nogle af de tiltag, som vi ofte hjælper pårørende til at gøre, for at træde ud af ensomheden. Så med ovenstående in mente, så overvej, om nogle af disse punkter (i helt uprioriteret rækkefølge), mon vil kunne hjælpe dig et lille skridt videre ud af følelsen af ensomhed.
Måske kan du inspireres til, hvilket skridt der kunne gavne dig:
Erkend og vedkend dig følelsen af ensomhed
Man kan ikke forlade et sted, man ikke har været. For at komme ud af følelsen af ensomhed, bliver du nødt til at acceptere, at du LIGE NU er ensom. Det er ikke det samme som, at du vil blive ved med at være det, eller at det definerer dig som person.
Forstå din ensomhed med udgangspunkt i din situation
Øv dig i at se på din situation og dig selv med milde øjne. Prøv om du kan forstå hvad det er i situationen eller omstændighederne, der har gjort, at du føler dig ensom.
Vær varsom med dig selv, og prøv at undgå skammen, der kan lokke med tanker om, at der er noget galt med din person, siden andre har trukket sig.
Find mod til at dele følelsen
Vejen ud af ensomhed er, at forbinde sig til andre. Og det kræver at du rækker ud, i stedet for at vente på at du bliver set eller fundet.
Prøv at gøre dig nogle tanker om, hvem du vil have mest tillid til i dit netværk.
Hvem vil kunne lytte venligt og åbent til dig?
Hvis du ikke mener dit netværk er det rigtige sted at starte, så tag kontakt til et menneske, du ved vil lytte. Det kan fx være en præst, din læge, en psykolog eller en rådgiver i en patientforening.
Opsøg ligesindede
Find andre pårørende at tale med. Vi kan på det nærmeste garantere, at din følelse af ensomhed vil vække genklang hos andre. Der findes fx pårørendegrupper mange steder i landet. Både fysisk og online.
Tag kontakt til patientforeningen, som din kære vil høre under, og hør hvilke pårørendetilbud de har.
Mange kommuner har pårørendekurser og evt. pårørendekoordinatorer, som kan hjælpe dig med at møde andre pårørende.
Der findes foreninger for pårørende og et hav af pårørendegrupper på sociale medier.
Vær rummelig overfor dig selv
Se på dig selv med milde øjne, frem for at presse dig selv til at klø på og holde ud. Giv dig selv lov til at være ked af din situation og pas på dig selv ved at gøre ting, du har lyst til – også selv om det ikke er produktivt. Tag vare på dig selv og vis dig selv omsorg.
Overvej hvilke interesser du har opgivet, efter du blev pårørende
Hvis du har haft sociale aktiviteter, hobbyer eller interesser, som du har opgivet efter du blev pårørende, så giv det et skud at prøve at finde plads til det igen. Lidt har også ret, og kan gøre en kæmpe forskel. Prøv fx at gøre op med tanken om, at løbeture kun er gode, hvis du løber 7 km. – får du løbet 2 km giver det dig langt mere end ingen.
Tag pause fra pårørenderollen og ensomheden, fx i naturen
At forbinde sig med naturen kan virke ro givende. Vi har alle behov for små pauser. Pauser er ikke lig med at være doven, men kan åbne for mulighed for at lytte efter, hvad du egentlig har behov for lige nu.
Søg litteratur, kunst og musik, der skildrer ensomhed
Ensomheden føles mindre tung, når vi mærker det alment menneskelige. Ensomheden har eksisteret i vores kultur til alle tider, og findes beskrevet mange steder.
Oplever du at sidde fast, så opsøg professionel hjælp
Hvis ingen af disse tiltag hjælper dig, så opsøg professionel hjælp hos din læge eller hos en psykolog. Ingen fortjener at være fanget i følelsen af ensomhed. Heller ikke dig.
Vi ved, at et emne som ensomhed ikke lader sig udtømme i en enkelt blogindlæg. Men vi håber alligevel, at du har taget lidt viden med dig, som kan være hjælpsomt for dig fremadrettet.
TAK fordi du læste med
Zarah & Mia
Om Pårørendepsykologerne
Pårørendepsykologerne består af psykologerne Mia Forsling og Zarah Høst, der hver især har hjertet for særligt at arbejde med pårørende og de udfordringer livet bringer dig som sekundært ramt. Hos Pårørendepsykologerne arbejder vi med de tanker og problemstillinger som fylder særligt meget hos pårørende og efterladte. Vi skaber frirum, hvor der er fokus på at styrke dig i at leve livet godt – på trods af dine udfordrende livsvilkår.
Vi du gerne tale med pårørendepsykologerne om din ensomhedsfølelse? Du skal være så velkommen til at tage kontakt til os
