At ønske en elsket døden, frem for livet

Et af de temaer vi oftest møder i samtaler med pårørende, er den følelse, at man kan ønske én man elsker død. Det kan være svært at få over sine læber, at en sådan tanke har strejfet én.

Den pårørendes vurdering af værdighed og livskvalitet hos den ramte, har stor indflydelse på, hvorvidt tanken “det ville være bedre, hvis hun var død” bliver til
 

Den forbudte tanke

Men tanken opstår jo ikke af ingenting. Ofte ligger der mange års erfaring, og mulig lidelse hos den ramte bag, udviklingen af den ”forbudte tanke”. Tanken læner sig tit op ad overvejelser om værdighed, smerte og kampe med systemet som den ramte er omgivet af. Sidst, men ikke mindst, kan den pårørendes vurdering af værdighed og livskvalitet hos den ramte, have stor indflydelse på, hvorvidt tanken “det ville være bedre, hvis hun var død”, bliver til virkelighed hos den pårørende. Og det er nemt at komme i tvivl om, hvad der er værdigt, når man betragter den ramtes ændrede livsvilkår og ud fra egen opfattelse af livskvalitet – og derudfra danner vi vores egne tolkninger om, hvornår nok er nok?

Du er ikke alene

Tanken eller følelsen opstår dog sjældent uden en snert af dårlig samvittighed – for “kan jeg virkelig tillade mig at tænke sådan?” Man kan måske ligefrem føle lettelse ved tanken om, at et opslidende pårørende-liv vil få en ende med døden som afløser? Det er barskt at sidde med sådanne tanker alene. Det kan måske være en trøst at vide, at du er ikke alene om at bære sådanne tanker. Men samtidig er det heller ikke tanker, man let kan sige højt uden en forudgående forståelse og fortrolighed hos den man taler med. Derfor hører vi det i terapien – det fortrolige rum med plads til alt, der måtte synes forbudt i denne henseende.

Få sat dine tanker i et realistisk perspektiv

Det vi oplever er, at så snart det er sagt højt, så kan vi se på tanken og de ambivalente følelser, og arbejde med dem – og vigtigst af alt, få sat det i realistisk perspektiv til den situation, som du står i som pårørende. Som nævnt kommer tanken ofte først efter mange års erfaring, hvor den pårørende har forstået situationens ændrede karakter og faktisk er blevet parat til at sige farvel. At anskue tanken i et nyt perspektiv og forstå dens ophav i sin unikke situation, kan gøre det lidt nemmere for pårørende at leve med, uden at skulle kæmpe helt så meget med den dårlige samvittighed.


 

Om Pårørendepsykologerne

Pårørendepsykologerne består af psykologerne Mia Forsling og Zarah Høst, der hver især har hjertet for særligt at arbejde med pårørende og de udfordringer livet bringer dig som sekundært ramt.

 
 
Forrige
Forrige

Ny bog om turen ned af Alzheimerstrasse…

Næste
Næste

Sådan genkender du kompliceret sorg