Hvilken psykolog skal jeg vælge?
Hvis du vælger at bruge vores online booking, så læs beskrivelserne af os, så du er sikker på at du kommer til at tale med den, der er fagligt stærk inden for det område du ønsker hjælp til. Husk – er du i tvivl, kan du altid ringe eller skrive til os, og få uddybet om personen er den rigtige for dig.
Pårørendepsykologerne hviler på et fundament bygget af et årelangt venskab og kollegaskab mellem Mia og Zarah.
Vi har fulgtes ad fra vores rejse til at blive psykologer startede på VUC i Købehavn og sidenhen på Købehavns Universitet. Det faldt som en naturlig forlængelse af vores samarbejde og venskab, at fortsætte med at drive psykologisk praksis sammen. Vores daglige sparring med hinanden og gensidige respekt trods vores personlige og faglige forskelligheder er grundlæggende for den bredde og rummelighed vi mener Pårørendepsykologerne repræsenterer.
Ideen bag Pårørendepsykologerne opstod på baggrund af vores undersøgelse inden for pårørendeområdet i samarbejde med Lions Kollegiet, Center for Erhvervet Hjerneskade.
Vi undersøgte pårørendes livssituation i behandlingssystemet for hjerneskadede. Vi erfarede, at der var behov for et sted, der specialiserede sig i den særlige situation, man som pårørende står i, som den sekundære i behandlingssystemet. Vi fandt, at dét at være sekundært ramt ikke betyder, at man bliver skånet for de primære problemstillinger – tværtimod. Derfor besluttede vi at åbne en praksis, hvor den pårørende er personen opmærksomheden rettes mod. Et sted, hvor det handler om, hvad der sker i os, når man har en rolle som pårørende, man aldrig har bedt om. Og om at leve livet og trives på trods.
Som psykologer har vi tavshedspligt og alt, hvad vi hører i terapeutisk sammenhæng, bliver behandlet fortroligt.
Vi er medlem af Dansk Psykolog Forening, og vi arbejder efter Psykolognævnets retningslinjer, psykologloven samt Etiske Principper for Nordiske Psykologer.